Beretninger om livet som elev på Katrinedals Skole skrevet i forbindelse med skolens 75 års jubilæum i 2009

En beretning om den første tid på skolen i 1934 skrevet af Inge Hansen

Min lille kusine Gerd, som nu er inspektør på min gamle skole Katrinedal, har bedt mig skrive hvad jeg husker fra skolens tilblivelse og første tid. For at gøre det må jeg gå lidt tilbage i tiden - før sommerferien 1934. Jeg gik på den gamle Brønshøj skole, ved gadekæret. Men nogle mænd havde sat sig med et kort og trukket nogle streger, og alle børn på den side af stregen og alle børn på den side af stregen skulle hid og dem på den anden skulle did - jeg var en af dem der skulle did.

Man glemmer tit hvor voldsomt børn reagerer, vi var et par stykker som skulle flytte skole, og vi var rasende. Vi små 8-årige tøser rugede på de frygteligste planer, vi skulle gå ned og sætte ild på den dumme skole - vi ville blive på vores gamle skole. Men dagen oprandt, da vi måtte afsted til den ny skole. Vejen var lang, jeg boede på hjørnet af Bellahøjvej og Annebergvej. Jeg kan tænke mig at jeg har været dyster til sinds, og haft en masse sommerfugle i maven. Og så stod jeg foran den brede låge og kiggede ind - den var stor, den skole. Det som imponerede i første omgang var cykelstativerne - med tag over ! (de første år undrede jeg mig over, at nogen var så rige, at de kunne lade deres børn cykle til skole, fordi man skulle betale en afgift, og så fik man et mærke, som skulle sidde bag på sadlen). Vi er vel blevet samlet i gården, og vist op på vores klasseværelse. Jeg må ha' "boet" på 1. galleri, jeg skulle begynde i 3. klasse. Jeg synes altid jeg har stået i rundingen for enden af aulaen, også da jeg kom på øverste etage.

Den dag - jeg var overvældet. Det føltes som om man var havnet i en mellemting mellem et enormt skib og himlen. Vægge og tag var lyseblå, og så var der blanke gelændere hele vejen rundt med netværk under, de lyse lysebrune døre med et koøje i, så man kunne se, hvem der var i klassen. Og så den brede midtertrappe midt ned gennem alle  etagerne og alle vinduerne med fine grønne planter. Og alting var så lyst - og stort.

Ind kommer en dame svajende over aulaen og op på talerstolen - og hvilken dame. Jeg kom fra et almindeligt håndværkerhjem, hvor tøj var praktisk og frem for alt holdbart.

Denne dame havde lang kjole - midt på morgenen. Det der gjorde mest indtryk på mig var ærmerne - lange, vide når hun løftede hånden, svingede og viftede de imponerende omkring hende. Hun havde magre arme og hænder og lange blodrøde negle.

Jeg ved ikke om hun brugte mikrofon, men man hørte altid hvert ord hun sagde. Hun bød os velkommen og sagde blandt andet, at vi måtte alle hjælpe hende, at denne skole skulle blive ved med at være så fin som nu. Og jeg må sige efter at have set andre skoler, tog vi de ord til os. Der var virkelig almindelig vrede og forargelse de få gange noget blev ødelagt. I alle fald i de år jeg gik på skolen. Jeg sluttede med realeksamen i februar 1942.

Jeg blev trods alt glad for min skole.

Jeg var lidt heldig med lærerinder, startede med K. M. Jensen som klasselærer, senere i geografi. I mellemskolen var jeg ekstremt heldig og fik frk. Jacobsen i dansk - et inspirerende menneske som satte nye glæder til min i forvejen store læselyst. Og som er skyld i, at jeg endnu i dag synes, at "Hjortens flugt" er vidunderlig i forhold til andre som synes det var græsseligt at tærske den. Og lille stilsomme frk. Gørtz, som vakte min interesse for oldtidshistorie, dansk, græsk, romersk - ja, det hele. En interesse som endnu i dag giver mig meget glæde.

Det er klart, der var mindre morsomme ting. Den sorteste var tandlægerne. Desværre har mine tænder altid været svage, og i stedet for som de andre, at gå hvert halve år, dømtes jeg til at gå hver kvarte. Jeg siger dømtes. Jeg benyttede ellers aldrig skolens toiletter.

Men når klinik frøkenen stod der med sit kort: "Inge til tandlægen", så reagerede min mave. Det sjove var, at jeg altid gik til toiletterne i drenge gården, et ellers strengt forbudt område, men det var li'som mere privat. De besøg var min store skræk. Tandlægen var stor - hun havde hårde hænder, stærk stemme, hvis man jamrede sig skældte hun ud. Jeg fik boret fortænder, jeg fik boret kindtænder - en gang trak hun tre kindtænder ud på én gang, godt nok mælketænder, men de har også rødder, og bedøvelse var der selvfølgelig ikke tale om.

Jeg var med til skolens 50-års jubilæum - en oplevelse, og der mødte jeg frk. Hertz, vores elskelige sundhedsplejerske, og blandt mange - "kan du huske" - kom vi til at tale om tandlægen. Jeg fortalte om min store tandlægeskræk, jeg har præsteret at besvime i stolen. Frk. Hertz sagde eftertænksomt, at mon ikke den skræk blev grundlagt her. Det er muligt. Desværre havde jeg ikke meget med frk. Hertz at gøre, jeg har altid haft et solidt helbred. Hun var ellers et af disse kærlige mennesker, som taler til børn og ikke med dem.

Ja, begynder man først at mindes, så ta'r det aldrig slut. Men det fineste fra den tid, var nok lysestagen i december, hvor et lys blev tændt for hver dag og så Luciaoptoget. Det var ret ukendt i Danmark den gang - men når lyset blev slukket overalt, og man hørte Luciasangen (fra skolekøkkenet øverst) og så lysene komme nærmere og de sidste skred ned ad midtergangen, så fik man en klump i halsen, så barn var man.

De første krigsår, hvor alle mennesker ligesom kom nærmere hverandre. Det blev pludseligt ikke længere skammeligt at spise på skolen, og der var jeg også heldig. En af mine klassekammerater var datter til økonomaen, og vi var fire, som fik lov til at sidde i køkkenet og spise, og der blev diskuteret: krig, modstandsbevægelse, politik, ja herregud, vi har været en 14-16 år. Jeg vil ikke sige jeg følte sorg, da jeg forlod skolen. Jeg har aldrig hængt mig så meget i fortiden, og livet var jo ungt og spændende. Men jeg har altid tænkt tilbage på min gamle skole, som noget lyst og venligt.

Erindringer fra 1958 – 1964 skrevet af Karin Fisker (Christiansen)

I 1958 startede jeg i 1.æ på Katrinedals skole i barakken sammen med Jytte, Annette, Helle, Bente, Bent, Richard, Bo, Tim, Erik og min barndomsveninde, Lene Dalsgaard fra A.F. Beyers Vej, m.fl.. Der var kakkelovn i det ene hjørne, og i det andet blev man ”stillet” hen, hvis man havde ”dummet” sig. Denne krog blev brugt flittigt. Klasselæreren hed Gunhild Christiansen, som var en venlig og dygtig lærer. Jeg tænker tit tilbage på hende, idet hun har lært mig at skrive skråskrift, hvilken jeg i dag får megen ros for. I regning havde vi ”den blå ballon”. Hun gik altid under den betegnelse, idet hun altid havde blåt tøj på i en størrelse ekstra, ekstra large - hun var ofte lidt ”små irritabel”, hvilken der nok var en grund til.

Frokosten blev indtaget ved lange borde, i store lokaler ved gangen over for tandlægen og sundhedsplejerske fru Hertz kontor. Fire halve og ekstra madder med fedt eller syltetøj.

Inger Merete Nordentoft gav 25 øre, når man fandt fejl i læsebogen. Det var en stor dag, når man havde fået 25 øre på kontoret. Beate Wendel med det sorte stramme, opsatte hår var viceinspektrice – hun holdt justits i aulaen, og hr. Worm sørgede for, at alle kom til tiden om morgenen. Han stod og ventede på elever, som kom for sent. De kom med op på hans kontor og fik en eftersidning.

I 5. klasse skulle fårene skilles fra bukkene. Fru Christiansen synes, jeg lå lige på vippen til b. (den boglige), men tvivlen kom mig ikke til gode. Jeg startede i 6.a med Bent Bonnemann som dansk og klasselærer. Min engelsklærer Poul Kalckar holdt William Shakespeares fødselsdag i hævd. Hr. Kalckar havde sort hår og svedte altid på overlæben, han havde et til tider hidsigt temperament. I 5. klasse kom vi i den store skolegård. Her var Otto Damgaard som regel gårdvagt. Når klokken ringede, skulle man stille op klassevis, i to rækker, og først når man fik lov, kunne man gå op. Hvis der skulle ske et uheld (slåskampe o.l.) råbte han ”Obs – skipper ” – ”vandposten”. Det betød, at man skulle stille sig ved vandposten resten af frikvarteret.

I håndarbejde var fru Marcussen en god historiefortæller, hun kunne blive ved, mens vi nørklede på vores gymnastikposer m.m., hun var elskelig, kælenavnet var Markmus. Der var total ro, men desværre kan jeg ikke huske nogle af alle de eventyr, hun fortalte, måske digtede hun også lidt selv.

Morgensang i aulaen - hver dag. Aulaen var fuld af elever. Orientering fra inspektør Becher, Kaj Otto Andersen ved klaveret og fru Christiansen på violin. Det var her, jeg lærte alle vore dejlige danske sange. Ved juletid - stjerner hængt ned fra loftet over aulaen, dette dejlige rum hvor man kunne få overblik over alle sine kammerater. Et kæmpe juletræ som alle dansede om den sidste dag inden juleferien, og ønskede hinanden glædelig jul.

I 7. klasse blev jeg gode venner med en dreng fra 2. real. Vi mødtes i Solgården hvor de ældste elever holdt frikvarter. Se det er en hel anden historie – erindringerne vælter frem..

Trods det, at jeg fra 8. klasse flyttede til Rødkilde (distriktsændring) står Katrinedal Skole for mig, som den bedste skole i hele kongens København. Hjertelig til lykke med de 70 år.

Venlig hilsen Karin Fisker (Christiansen)

Beretning fra perioden 1939-1941 af Henrik Køhler Larsen

Katrinedals Skole 1.klasse 1939. Man ville dengang forsøge at starte skoleåret tidligere, så vi begyndte allerede 1. april. Man ville også forsøge med en klasse med både piger og drenge, men det blev vist kun til det første skoleår. Hvor meget husker man egentlig fra dengang, man skulle jo nok være nogle stykker for at få sat erindringerne i gang. De sidste år i underskolen havde vi som klasselærer Kaj Vincents Jensen, på den ene side meget afholdt, men også meget streng og dybt religiøs. Havde man ikke fået lært dagens salmevers udenad, så raslede der sig omgående en meget hård lussing. Jeg erindrer, at i den midterste skolegård var der nogle blomsterkummer af beton. Nogle større drenge skubbede mobbende til mig, og jeg slog hovedet til en alvorlig hjernerystelse på kanten.

De efterfølgende hårde lussinger holdt denne hjernerystelse ved lige og medførte vistnok et livslangt migræne problem. Men hr. Vincents var nu meget optaget af sit arbejde og gjorde meget for os drenge, også uden for skoletiden. Vi var på lejrskole, hvor vi cyklede til Skamlebæk Feriekoloni bygningerne. Vi lærte også om havebrug, fik lov at arbejde med forskelligt, og han trakterede med sodavand og madder. Nogen havehjælp har det nok ikke været, der var vist meget at rydde op i bagefter. Vincents var en fremragende fortæller, og når han rullede sig ud med sine historier, sad vi drenge musestille og helt ”stive” af spænding, f.eks. når han var ude og køre med et gammelt lokomotiv. Vincents besøgte jeg i 1977, hvor han boede i en gammel skole på Bornholm. Han kunne genkende mig, var glad for at se mig og gav mig en gave. Men han var vist blevet en meget ensomt menneske. Jeg husker skolebetjenten Nikolai Bærens, også fordi han i sin kælder havde telt depot for Vikinge Troppen, hvor jeg var aktiv spejder. Af lærere husker jeg Ernst Møller, Anker Pedersen, K. Sørensen (”Tegne Søren”), M.J. Pedersen (geografi – meget tyskervenlig), Kromann, Prip, Simonsen (gårdvagt), Krogager m.fl.. – Det første skoleår et par lærerinder: K.M. Jensen (klasselærer det første år) og frk. Gørtz (søster til daværende admiral Gørtz). Men min tid på Katrinedal sluttede efter 5. klasse, hvorefter jeg fortsatte i mellemskolen på Efterslægtselskabets Skole. Der oplevede vi så igen på grund af Nordentoft Sagen, at en del af Katrinedalskolens elever og lærere ”hospiterede” der, indtil Rødkilde Skole var bygget færdig. Blandt andre Kaj Vincents og Ernst Møller. Jeg vil slutte her, men vil være til stede om aftenen den 27. august. Der har desværre ikke været tilslutning til min årgang endnu, og det har været umuligt at finde frem til andre i klassen, men jeg sender lige et par klassebilleder med. Man savner en grundig omtale i medierne, f.eks. TV. Med venlig hilsen og tillykke med jubilæet.

Henrik Køhler Larsen (dengang Kilholmvej 6), Nu: Rævebjergvej 13, Bjergene, 4540 Fårevejle. E.mail:henhlars@post7.tele.dk

Beretning fra 1942-1947 af Dorte Bertram

Katrinedals skole i Vanløse under 2.verdenskrig.

Efter at mit barnebarn Sigrid er begyndt i Katrinedalsskolen har jeg lyst til at fortælle lidt om hvordan det var at gå der under krigen, da jeg var barn. Jeg gik der fra 1942 til 1947, hvorefter jeg kom ud på Aurehøj statsgymnasium i 1.mellem (6.kl.) sammen med en enkelt klassekammerat – vi var så vidt jeg ved, de eneste fra klassen, der kom i gymnasiet, og det passer meget godt med statistikken: 5% af en årgang i 50erne.

Skolen

Katrinedals skolen var ny dengang, bygget i 1934 efter tegning af professor Kaj Gottlob. Karakteristisk for den var den store aula, som alle klasseværelser vendte ud til. Bygningen var på tre etager, dvs. der var balkoner hele vejen rundt på de to øverste etager. Hver klasse stod så uden for sin klasse dør til morgensang, som fandt sted hver morgen – under inspektørens ledelse. Da jeg gik på skolen fra 1942-47, var vi 1600 elever, skarpt adskilt i drenge- og pigeklasser, dvs. 2x2 spor med hver ca 38 elever i klassen, fra 1.klasse til og med realklassen (nu =10.klasse)

Skolegårdene var også skarpt opdelt, den til venstre for indgangen var pige skolegård fra 4.-realklassen med en pendant i drenge skolegården til højre. Midt i var så den cirkulære ”Solgården” for 1.-3 klasse, også opdelt, men kun af en række blanke søm midt ned gennem gården – men ve den, der under tagfat af vanvare kom ind over sømmene! Den hed Solgården, fordi der midt i centrum stod et kæmpe solur.

Når klokken ringede ind, stillede alle op i to rækker, klasse for klasse med de mindste nærmest soluret – og der skulle man stå bomstille – ikke noget med at fnise og fjante, for så blev man hentet ud af gårdvagten, stillet op ved væggen og fik så først lov til at gå op til allersidst, hvorefter man kunne være sikker på også at få en reprimande af læreren i klasseværelset.

Da jeg var ret høj af min alder allerede i de små klasser, skete det engang, at gårdvagten hentede mig ud, fordi hun troede, at jeg hørte til i en større klasse, men af opsætsighed havde stillet mig i 1.klasses række. Jeg stod så ved væggen og glædede mig til at kunne sige, at jeg faktisk kun var 6 år og gik i 1.klasse og altså stod rigtigt, men ”desværre” lod hun nåde gå for ret og sendte mig op uden at lade mig komme til orde.

Vi måtte naturligvis heller ikke gå ind i de stores skolegårde – kun når vi skulle benytte toiletterne i pigegården og så en sjælden gang, når vi havde gymnastik i drengesalen, hvor vi med gysen løb alt hvad vi kunne for at undgå de vilde drenge. Vi var i øvrigt heller ikke begejstrede for drengesalen, den lugtede fælt af sved og sure sokker – både sæbe og vaskepulver var rationeret.

Klassen

Jeg begyndte altså min skolegang 1.april 1942. Da mor jo var lærer og også selv skulle begynde med en 1.klasse (på Sønderjyllandsskolen), kunne hun desværre ikke følge mig. Det måtte min far så gøre, men jeg husker, at jeg var usikker på om han nu også kunne finde ud af det – så lidt daglig kontakt havde vi og jeg tror ikke, han holdt mig i hånden. Jeg mener så, det var Mor, der hentede mig efter skoletid den dag, men derefter gik jeg alene til skole, - der var ikke mange biler på gaden dengang - først ad Rebildvej og Randbølvej, senere ad Åbakkevej og Vanløse alle, hvor der mange morgener stod en venlig mand på en altan og med fingrene viste os, hvor mange minutter der var tilbage inden klokken ringede – børn havde ikke ure dengang.

Vi var 38 piger i klassen og vores klasselærerinde hed frk. Ella Jacobsen, hun var meget afholdt. Vi havde hende i dansk, skrivning, gymnastik og senere geografi. Når vi pænt var kommet op fra gården, stod vi igen i to rækker uden for klassedøren og ventede til læreren kom. Hun lukkede døren op og vi kniksede (nejede) idet vi passerede hende på vej ind i klasseværelset. I det hele taget kniksede vi hver gang vi mødte en voksen – drengene bukkede. Hvis det var første time, skulle vi bede Fadervor i kor. Hver pige stod ud for sin pult med foldede hænder. Og når vi blev hørt, skulle vi også rejse os op og stå ved pulten.

Vi måtte ikke sige noget uden at have fået lov – markerede ved at række hånden op. Det var altså strengt forbudt at hviske med sidemanden eller sende sedler rundt og man risikerede at blive sat i skammekrogen eller uden for døren, hvis man blev opdaget.

Fremturede man i sin uartighed, var næste skridt en ”sveder”, dvs. man fik seddel med hjem om at man næste dag skulle ”sidde efter” en ekstra time i en fremmed klasse, eller man blev sendt ned på skoleinspektørens kontor.

Vores læsebog i 1.klasse hed ”Svanebogen”, som Margrethe Petersen, skolens inspektør, var medudgiver af – den var et led i hendes aktivitetspædagogik. Vi havde dog ofte diktat og senere genfortælling, hvor en lille historie blev læst højt to gange, hvorefter man skulle skrive den ned så ordret som muligt, først som kladde, senere som renskrift – med pen og blæk. I pulten var der fordybning til blækhuset og i penalhuset skulle der være både penneskaft, helst nye penne (de kunne nemt blive skæve under anstrengelserne) og en pennevisker til at tørre pennen af med. Og så gjaldt det om ikke at tabe for mange blækklatter, for det trak ned i ordenskarakteren ligesom man måtte passe på ikke at tvære den våde blækskrift ud – dertil havde man et stykke trækpapir, som også var en nødvendig ingrediens i skoletasken. Fedtpletter på og i bøgerne var også ildeset. Alle bøger skulle indbindes, også hæfterne. Hos boghandleren kunne man købe forskellige dessiner af bogpapir og etiketter og det var faktisk et stort arbejde at binde bøger ind – det skulle gøres mindst to gange årligt, ved skoleårets start og efter jul – og mødte man op uden bogbind, vankede der anmærkninger.

Geografiundervisningen var ret moderne og morsom. Her havde vi arbejdshæfter, hvorfra vi kunne udvælge bestemte temaer til vores eget hæfte, som vi så kunne illustrere med avisudklip og egne farvelagte tegninger

I religion og senere historie havde vi frk. Johanne Petersen. Til hver religionstime havde vi salmevers for, som vi skulle kunne udenad - vi blev hørt stående med foldede hænder, en ad gangen. Johanne – ja, sådan omtalte vi hende, men i tiltale var det ”Frk.Petersen” og ”De” - var eminent til at fortælle såvel bibelhistorie som gamle sagn og fortællinger fra Danmarkshistorien. Vi sad musestille med foldede hænder på bordet og lyttede. Når klokken så ringede ud, var det som at blive vækket af en trance.

Havde vi været flittige og artige i en time, hændte det ofte, at vi fik læst højt de sidste par minutter af timen eller måske i første halvdel af spisefrikvarteret, hvor vi sad i klassen. Vi elskede at få læst op og det har nok også været et fif til at holde ro i klassen med 38 urolige hoveder.

Da vi havde lært at læse, havde vi et skab i klassen, fyldt med ”Otabøger”, som vi frit måtte låne af og tage med hjem. Det var små kvadratiske bøger med opbyggelige fortællinger i, der var passende illustreret og spændende skrevet – om historiske begivenheder eller kendte personer, men også ren fiktion. Men et egentligt skolebibliotek fandtes ikke på Katrinedalsskolen, (hvilket kan undre, da jeg nu ved, at Margrethe Petersen var medstifter af Skolebiblioteks Foreningen af 1917). Derimod havde Mor adgang til et skolebibliotek på Sønderjyllandsskolen, hvor hun slæbte bøger hjem til mig –jeg læste nemlig altid – både når jeg tog de 100 tag med hårbørsten for at få blankt skinnende hår – og når jeg skulle vaske op – det hændte at bogen havnede i baljen. Om aftenen læste jeg med en cykellygte under dynen.

I regning (matematik) havde vi frk. Alma Pedersen, som var noget strengere og talte ravjysk. Jeg kan huske hende en dag, da vi havde fået en hollandsk flygtningepige i klassen. ”Wie heisst du?” kunne hun lige få over læberne, og så var den velkomst forbi. Vi skulle naturligvis kunne både den store og den lille tabel på fingrene og havde altid regnestykker for, hvor regnehæfterne blev samlet og rettet med rød blyant. Alt efter kvaliteten af hjemmearbejdet kunne vi få stjerner og glansbilleder til at sætte ind i hæftet, en spore til at gøre sig umage.

I håndarbejdstimerne skulle vi lære at strikke og hækle, sy stikkesting, kædesting og korssting, men problemet var, at det var meget svært at skaffe egnede materialer på grund af varemanglen. Vi baksede derfor med noget hårdt og usmidigt strikkegarn, som klæbede til pindene i vores første strikketime, men umiddelbart efter krigens afslutning var jeg så heldig at få lidt godt bomuldsgarn fra Sverige og så var det ingen sag at få de grydelapper færdige.

I frikvartererne hinkede vi med og uden hinkesten i hinkeruder, som vi tegnede med kridt i skolegården på asfalten og håbede at andre ville respektere den – vi skrev navn og klasse på. Så sjippede vi – ind og ud af buen – der kunne mange være med og vi legede mange forskellige sanglege som fx ”Der kom en mand fra Det røde hav”, ”I haven der her jeg et pæretræ”, ”Tag den ring og lad den vandre”. ”Tornerose” og ”Bro, bro brille” var for småbørn.

En yndet beskæftigelse var også at samle på glansbilleder, papirservietter, appelsinpapir o. l. Man lavede sig en mappe af en gammel telefonbog eller andet passende hæfte, hvor man foldede siderne på langs, så der var en lomme, hvori klenodierne blev lagt ind tilfældige steder. Så lod man kammeraten vælge et opslag. Var der gevinst, tilfaldt den hende, var hun uheldig og trak en nitte, måtte hun afgive et eksemplar fra sin egen samling.

Hjemme legede vi meget med dukker, som jeg syede tøj til. Jeg havde to – en babydukke og en med lige ben. Dukkerne var ”glasdukker”, dvs. de kunne gå i stykker, hvis de faldt på gulvet, og det var en katastrofe, men heldigvis var Far meget ferm på fingrene og kunne lime et sønderslået dukkeansigt sammen, så det næsten ikke kunne ses. Dukke Gerda havde paryk af mit eget hår. I haven havde jeg en gynge, som var god beskæftigelse, når jeg blev sendt ud at lege alene.

Jeg spillede også meget bold op ad muren. Bolde kunne man lave af en prop omvundet med gummibånd, som man kunne klippe af en kasseret cykelslange, og yderst var der et hæklet overtræk af garnrester. Det blev en hård bold, som kun kunne hoppe lidt – den var ikke rar i ”stikbold”. Så da jeg efter krigen kunne købe mig en lille blå gummibold i Malmø for 60 øre, var jeg salig – vi var på en skoleudflugt til Sverige og havde hver 2 kr. at solde for. Jeg sov med bolden om natten og den boede i min kjolelomme. Desuden spillede vi yo-jo, lavet af to frakkeknapper, til lange remser, som vi konkurrerede om – hvem kunne de længste udenad?

Hver måned fik vi ”karakterbog” med hjem, som skulle underskrives af enten mor eller far. Deri blev dels anført forsømmelser og hvor ofte man var kommet for sent eller havde ”siddet efter”, dels blev man bedømt for ”Flid, Orden og Opførsel”, hvor man højst kunne få 5, selvom den højeste karakter faktisk var 6. Fra 2.klasse blev vi desuden fagligt bedømt hvert kvartal og ved skoleårets slutning, hvor vi var til eksamen. Her var resultatet afgørende for om vi kom op i næste klasse.

Karakterskalaen var: 6, 6?, 5+, 5, 5?, 4+, 4, 4? osv. ned til 1, som var ”slet”. Jeg kom aldrig under 5?, som jeg ofte fik i skrivning. Og når jeg kom hjem med 6? til underskrivning, var Fars eneste kommentar: ”Næste gang får du et rent 6-tal!” Men jeg fik dog lidt karakterpenge alligevel og en ”voksen” æske chokolade, da jeg havde bestået mellemskoleprøven i 5.klasse.

Jeg kunne godt lide at gå i skole og var alt i alt temmelig artig og veltilpasset; måske var det derfor jeg blev mobbet af kammeraterne, men det begreb har jeg jo først forstået senere. Især var det slemt til skolefødselsdagene hjemme hos kammeraterne, hvor der meget hurtigt var en lille klike, der tog føringen og tilrettelagde de prøvelser, vi andre skulle udsættes for. Vi blev stillet på en lang række foran en dør, fik bind for øjnene og blev hentet ind en efter ind, for så at blive udsat for forskellige ”morsomheder”, som at skulle vælge mellem tre skeer med indhold, som kunne være sukker, salt eller sennep, som man så fik i munden – eller man skulle svare på dumme spørgsmål, der så kunne udløse andre strafforanstaltninger som at få hevet bukserne ned eller skulle hinke på eet ben stuen rundt til stor moro for dem der allerede havde været igennem seancen – jeg var altid den sidste i rækken. Og det lykkedes det mig desværre aldrig at være med til planlægningen på den anden side af døren. Man kan bagefter undre sig over, at ingen voksne greb ind, men det oplevede jeg aldrig – og at sladre kunne der ikke være tale om.

I det hele taget var vi ikke særlig søde mod hinanden, men det skyldtes måske dels krigen og dens pres, dels at vi var så mange. Vi var som sagt 2 første pigeklasser, som fik fri skiftevis kl.11 og kl.12. Og når den ene klasse havde fri kl.11, stod vi andre og råbte ”Pattebørn ”efter dem. Det var næsten det værste skældsord, vi kendte og det brugtes tit – især hvis nogen begyndte at græde.

Noget jeg dog husker med glæde var juleforberedelserne i skolen. Fra 1.december stod en rød kæmpe musetrappe lysestage med et lys på hver afsats, i alt 22, i den mørke aula under morgensangen. Det var vores julekalender og vi sang naturligvis en ny julesalme hver dag, som vi efterhånden havde lært i religion, mens endnu et lys blev tændt.

Klasseværelserne var pyntet med gran mellem de dobbelte vinduer og der var juletegninger med farvet kridt på tavlen. Den sidste uge før jul lavede vi julestads i et par af timerne, hvor vi godt måtte snakke lidt – det var paradisisk. Den 22.dec. måtte vi have legetøj med. Jeg havde altid en elsket dukke med og ærgrede mig lidt over, at det endnu ikke havde været jul endnu for så havde jeg måske fået et par dukkesko (som var det eneste som man ikke kunne lave selv). Efter den første time i klassen med julegodter og julehistorie gik alle klasser rundt om det store juletræ i aulaen – i store spiraler - og sang julesalmer – meget festligt!

Rationering

Vores skoletid var naturligvis præget af den tyske besættelse 1940-45, især af vareknapheden, som jo gjaldt for alle – alt var rationeret: fra madvarer til tøj, brændsel og benzin og de tre krigsvintre 1940-43 var de koldeste siden temperaturmålingerne påbegyndtes – med allerlaveste temperatur februar 1942 på minus 27!

En følge af brændsels rationeringen var risikoen for kulilteforgiftning, idet man ofte lod fyret brænde så ”lavt som muligt”. En vinteraften, da Far var havde overarbejde på bladet (Berlingske Tidende), besluttede Mor, at vi alle fire skulle tidligt i seng – det trængte vi vist til, så søvnige og klodsede vi var – vi tumlede jo rundt og faldt over vores egne ben. Vi var derfor allerede i nattøj – jeg var ved at gøre gasbordet rent efter aftensmaden – da Mor pludselig råbte: ”Ud med jer! Løb straks over til Kilov” – det var naboen, som for resten var skorstensfejer. Vi løb i forvejen – Mor kom som den sidste – og besvimede på naboens trappe, så det var i allersidste øjeblik, hun så snarrådigt fik os ud. Vi blev sendt en tur på Bispebjerg hospital, men kom hjem igen samme nat – efter at Kilov havde sikret sig, at der var luftet ud og fyret kørte forskriftsmæssigt igen. Den næste dag fik jeg lov at blive hjemme fra skole. Jeg syntes næsten det var pjæk, men situationens alvor var nok heller ikke helt gået op for mig.

Inden døre havde vi isblomster på ruderne og frostgrader. Havde man glemt at tømme varmedunken om morgenen, var den frosset ved sengetid. Til gengæld byggede vi de herligste snehuler i haven og kælkede i Grøndalsparken.

I sagens natur var det meget vanskeligt at skaffe overtøj, der kunne værne tilstrækkeligt mod den stærke kulde og vind. Man forede derfor ofte overfrakken med aviser for og bag, som man satte fast med sikkerhedsnåle.

Rationeringsmærker hentede man på Brønshøj skole til et kvartal ad gangen. De blev udleveret i gymnastiksalen hvor personalet sad med sivsko og tæpper for at holde varmen.

Det var ikke almindeligt for kvinder at gå i lange bukser, men Mor kunne tillade sig det, fordi hun underviste i gymnastik – det var hensigtsmæssigt både af hensyn til varmen (uopvarmet sal) og til anstændigheden, når hun skulle vise forlæns opsving og stå på hænder.

Jeg fik et par skibukser til min 6 års fødselsdag som Mor havde syet af noget løst uldstof – sikkert omsyet af et gardin el.lign – i al fald var de ikke velegnet til sne, vind og sjask.

Men ellers gik vi med lange kradsende celluld strømper, som hurtigt blev for korte, dvs. man havde ofte et stykke med bart inden buksekanten. Strømperne var fæstet med et stykke knaphulselastik til livstykket, en slags vest, man havde ovenpå undertrøjen, som Mor havde syet af Fars gamle tropetøj, hvidt, næsten uforgængeligt lærred. Så havde man to par bukser på, et par hvide underbukser og et par brune eller mørkeblå overtræksbukser med ben (dækkende låret). Normalt havde disse bukser elastik i livet, men efterhånden som der kom knaphed på gummi, måtte man klare sig med sikkerhedsnåle eller bændler med knuder – ikke nemt at administrere, når man skulle skynde sig på wc.

Det skete jo tit, at man slog hul på strømpeknæene, så derfor gjaldt det om at få bare ben, dvs, (knæ)sportsstrømper på, så tidligt som muligt om foråret. Slog man så hul på knæene, blev de forbundet med gazebind, som hang fast i såret næste morgen – plaster kendtes ikke. Gazebindene blev også brugt igen og igen, så man kunne få det job ved den månedlige storvask at skulle rulle og glatte gazebind. Hårsløjferne blev glatte ved at blive rullet uden om fx. et glas – man brugte ikke strygejernet unødigt.

Man fik bad og rent tøj på hver lørdag. Vi tre søskende blev badet i det samme vand, efter tur, i dagligstuen, som var det eneste rum i huset, der var opvarmet. Da Peter var ca. 2 år og tissede i karret – han havde lige lært det stående – gjorde jeg dog vrøvl og fik lov at få nyt badevand. Hårvask skete kun en gang om måneden – i sæbespåner, som blev skyllet ud med lidt eddike i sidste hold skyllevand. Jeg havde jo langt hår, fletninger, så hårvasken foregik liggende på køkkenbordet med hovedet udover vasken.

Min farmor var et jern til at strikke til os, så det passede, selvom hun boede i Køge og kun så os med store mellemrum. Men også her var problemet at få strikkegarn. Man trevlede op og trevlede op for at strikke nyt. Jeg kan fx huske, at Mor havde en mørkebrun strikket nederdel, som blev trevlet op og strikket til et gamachesæt (sweater, lange bukser og hue) til Anne, da hun var ca. 2 år. Farmor havde fundet et lilla chokoladeæske bånd og syet i huen, men det pillede Mor nu hurtigt af til min store fortrydelse.

Desværre blev de brune gamachebukser hurtigt misfarvede, for man havde jo kun stofbleer og ingen gummibukser el.lign. Det må have været hårdt at have to blebørn og kun sparsomt med varmt vand og sæbe, (som ofte var noget man kogte selv i mager udgave – 80% sæbe var en luksus, man reklamerede med efter krigen). Kan huske at Peter og Annes senge var sejlende våde hver morgen – de var født i henholdsvis 1939 og 1940.

Det allermeste tøj var hjemmesyet – og omsyet. Af en herre habit kunne blive en rigtig nydelig spadseredragt til damer – med stram glat nederdel. Derudover anvendtes gardiner, portierer o.l.

Jeg fik en fin kjole af en tofarvet plaid. Og det var et stort hit at sy cottoncoats af lagener og efter befrielsen konfirmations- og brudekjoler af faldskærmssilke.

Lige da krigen brød ud i 1940 og jeg var 4 år, skyndte Mor sig at købe en frakke til mig og viyella stof (blanding af uld og bomuld) til en kjole – som blev syet så rigeligt, at jeg havde begge dele alle 5 krigsår til jeg blev 9 – sådan husker jeg det i al fald. Alt tøj blev altid syet for stort, så det kunne lægges ned året efter, men helt smart følte jeg mig nu ikke. Jeg stak også lidt ud, fordi min mor ikke brugte makeup eller gik med hat som mange af de andre mødre – og så var hun jo udearbejdende, også et særsyn dengang.

Det var som sagt kummerligt med hygiejnen for mange, så man indførte skolebadning. En gang ugentligt stod der bad på skemaet (men vi gik jo også i skole om lørdagen). Det foregik i kælderen, hvor der var indrettet små celler med brusebad, hvor man kunne sætte prop i bunden, så man kunne stå lidt i blød. Vi skrubbede hinanden med træuldsbolde, som vist også var præpareret med sæbe og blev efterset af lærerinden bag ørerne og på hælene. Med mellemrum gik skolesygeplejersken en runde i alle klasser for at checke os for lus. Vi blev stillet op på en lang række og kikket godt efter. Mærkværdigvis oplevede jeg aldrig, at nogen blev ”taget”. Jeg kan for resten også huske, at Mor tog et par børn hjem fra husvildebarakkerne for at vaske dem – der var godt nok sorte rande i badekarret bagefter.

Luftalarmer

Tiden var præget af luftalarmer, både nat og dag, hvor alle blev opfordret til at gå i beskyttelsesrum eller private kældre. Mor havde indrettet fyrrummet i kælderen med en seng og dyner, i håb om at vi kunne sove videre der. En eftersøgt ung mand overnattede der også et par nætter – for os børn gav det jo god mening at han var ”gået under jorden”, når han bogstaveligt talt opholdt sig i kælderen. Andre gange kan jeg huske, at vi lagde os på gulvet under senge eller borde under luftangrebene, indtil sirenerne igen lød, og vi kunne gå i seng igen. Far var ofte ikke hjemme. Han havde tit overarbejde på bladet, så han ikke kunne nå hjem inden spærretiden, (udgangsforbud mellem kl.20 og kl.5), men måtte overnatte derinde. De aftener hyggede vi os så med børnevenlig mad: byggrød med kogte pærer eller kartoffelmos med reven gulerod eller fedtegrever.

Skete luftalarmen i skoletiden, måtte alle 1600 børn i kælderen klassevis i pæn rækkefølge, hvor vi så fik læst op, måske af en fremmed lærer. En sådan manøvre blev naturligvis også afprøvet med mellemrum. Heldigvis skete den store katastrofe med Den franske skole først i marts 1945, så vi tog vist mere luftalarmen som en mulighed for at få lidt frikvarter. Dog risler det mig stadig koldt ned ad ryggen, når sirenerne afprøves i nutiden i begyndelsen af maj, så lyden har varslet uhygge for os.

I det hele taget gjorde de voksne naturligvis hvad de kunne for at holde krigens realiteter væk fra os, vi skulle blot være bomstille ved middagsbordet under radioavisen – men tesen ”børn skal ses, ikke høres” gjaldt nu også generelt. En anden talemåde jeg forbinder med min far, er: ”Din vilje sidder i min lomme!”

Maden

Maden under krigen bestod kun af indenlandske produkter og var derfor meget sæsonpræget: Brød, grød, kartofler, kål, hakket kød. Der var ikke energi til hverken drivhuse eller hønsegårde og fryser og køleskab fandtes ikke i private husholdninger. Man kunne være heldig og købe en halv gris ad gangen til sulekarret i kælderen. Når kødet skulle bruges, skulle det udvandes i flere dage på grund af den stærke saltning. Rationen var lidt kød og mange kartofler med brun sovs. Mor syltede tomatpuré til vinterens suppe - så fik vi byg pandekager til efterret. Endvidere syltede hun agurker, asier, tyttebær og marmelade, hvis der ellers var sukker at få. Halvfabrikata i form af marmelade o.l. fandtes ikke. Når det skulle være rigtig fint, købte vi en lille dåse konserves ærter. Der var heller ikke helårs sæson for æg, så når man havde mulighed for at hamstre lidt æg om sommeren, lagde man dem i vandglas, en kemisk opløsning, som lukkede porerne i æggeskallen, så kunne æggene holdes friske et stykke tid, men ikke bruges som blødkogte. Vi var heldige fordi vi havde den lille have, hvor vi havde masser af pærer, en del æbler og som noget meget eksotisk vindruer. Vi prøvede faktisk at lave rosiner af vindruerne, men da der var mange sten i, var resultatet ikke helt tilfredsstillende.

Appelsiner og bananer var noget vi hørte om som noget helt eventyrligt, (jf.slageren: ”Når der kommer en båd med bananer” fra 1945) og da de første bananer kom til landet efter krigen, var det altid syge børn på hospitalerne, der fik dem.

Det værste for de voksne var nok mangelen på ægte kaffe, te, kakao og tobak. Der var mange opfindsomme erstatningsprodukter, også for krydderier, men de talte ikke rigtigt. Vi børn fik Ovomaltine at drikke, et maltpulver fra Bedstefars apotek, som kunne opløses både i varm mælk og i varmt vand og smagte godt. Vi kendte jo heller ikke andet.

I sagens natur var de populære madopskrifter dem med færrest æg og mindst muligt sukker og smør. (”Honningkage – god og billig” er herfra). Af fedtstoffer havde man bare smør og fedt – ingen margarine eller olie.

Mælkeprodukterne var sødmælk, kærnemælk og til festlige lejligheder færdigpisket flødeskum hos bageren, som man hentede i en skål. Men da mælken var uhomogeniseret, var der altid en flødetop at se øverst i flasken. Mælk blev bragt hver morgen af en mælkemand, som stillede flaskerne uden for døren. Det kunne så hænde at en musvit havde forset sig på flødetoppen og bidt hul i kapslen.

Morgenmad var havregrød eller øllebrød om vinteren, havregryn med sukker og mælk om sommeren. Rationeringen fortsatte længe efter krigen, idet brændsel som det sidste blev frigivet i 1953. Jeg kan huske da jeg var på lejrskole i 4.ml., dvs. 1950, sendte Mor mig et sukkermærke, for at jeg kunne ”pladre sukker” på morgenmaden.

Senere fik vi lov at få et rundstykke eller en krydder fra bageren med smør om søndagen.

Vi havde naturligvis madpakker med i skole: leverpostej med rødbede, ost eller pølse samt et smørepålæg fra Otto Mønsted, som hed Ramona og var lavet af hyben og gulerødder. Om sommeren vankede der æg og tomat på maden. Mælk købte vi på skolen – ¼ l for 13 øre. Man købte 10 mælkemærker ad gangen, og der var særlige mælkedukse, som hentede kasserne med flasker, som hyppigt gik i stykker – der var altid en lugt af sur mælk i klasseværelserne.

Vitamintabletter fandtes ikke, men vi fik levertran - et hvidligt tyktflydende fluidum ( Vitaminol? ) hver dag, efterfulgt af gulerodssaft til at tage transmagen. Det hed sig, at vi var den første generation, som bevidst fik vitaminer og derfor blev Anne og jeg så høje –tidligere havde mange børn ”kummerhøjde”. Da jeg var 7 år, konstaterede skolelægen, at jeg var for tynd og for lang og jeg blev meget bekymret: tykkelsen kunne man vel gøre noget ved, men hvad med højden?

Flygtninge indkvartering på skolen

Mod slutningen af krigen blev skolen taget af tyskerne til indkvartering af tyske flygtninge. Det skete for mange skoler. Imens blev børn så undervist provisorisk de mærkeligste steder. Vi var i krypten til Adventskirken, på Jernbanecafeen, i Sportshallen på Sallingvej og i Skolen på Frederiksgårds alle. Og Mor havde sin klasse hjemme i haven og holdt skole der. For at bøde på denne sporadiske undervisning valgte man så i 1945 efter befrielsen at forlænge skoleåret til 1.august for at indhente det forsømte.

En anden ulempe var delt skoletid de sidste år, formodentligt på grund af manglende kapacitet. Vi mødte således flere dage om ugen fra 8-10 og igen fra 13-16 – det var surt og forudsatte jo også, at der var nogen hjemme midt på dagen – med mindre man var nøglebarn.

Afslutning

Margrethe Petersen var skoleinspektør, da jeg blev indskrevet til 1.klasse og efter sin død i januar 1945 blev hun efterfulgt af Inger Merete Nordentoft. Begge var fremragende pædagoger og politikere (i henholdsvis Borgerrepræsentationen og Folketinget), men desværre har jeg ikke noget personligt indtryk af nogen af dem.

Jeg kan kun huske ekkoet af den smædesang, der lød i skolegården om frk.Nordentoft:

/. Frøken Nordentoft i vinden er i dag./
Hendes mave er en globus
For hun venter sig en Sofus
Frøken Nordentoft i vinden er i dag

(melodi: Du må få min sofacykel når jeg dør)

Skolen blev jo så delt efterfølgende i 1947, således at en ny skole blev oprettet. Kun 25% af forældrene ønskede dog at flytte deres børn på grund af den uægteskabelige graviditet, så mon ikke det også har været en praktisk anledning på grund af de store årgange efter krigen. Mine to mindre søskende flyttede med til Rødkilde skole – jeg vil helst tro, det var fordi deres klasselærere valgte at flytte - mens jeg kom på Aurehøj i 1.mellem.

Dorte Bertram 19.okt. 2009. Egebæksvej 10A, 2100 Kbh.Ø.