Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Talentstrategi

På Katrinedals Skole ønsker vi, at talentudvikling i undervisningen er en naturlig del af skolen.

Målet for talentindsatsen er:

  • At alle elever inkluderes i folkeskolen.
  • At alle elever bliver så dygtige, som de kan.
  • At styrke kulturen på skolen, som gør det attraktivt at klare sig godt i skolen.
  • At Katrinedals Skole har undervisningstilbud til de særligt motiverede og talentfulde elever.
  • At eleverne udfordres fagligt i den daglige undervisning og opnår progression i deres læring og trivsel.
  • At eleverne videndeler i klasserne indenfor det faglige område, de har fået særlige kompetencer i, således at resten af eleverne ligeledes får del i talentundervisningen.
  • At de talentfulde/motiverede elever møder ligesindede, hvor der er plads til fordybelse og faglighed med et højt ambitionsniveau.

Katrinedals Skole blev certificeret i Science og Talent af Science talenter/ASTRA i skoleåret 2018/2019.

Definition af talentbegrebet på Katrinedals Skole

Talentbegrebet tænkes som defineret i undervisningsministeriets talentrapport, hvor gruppen med særlige forudsætninger inddeles i tre grupper:

  1. De højt begavede børn (1-2 %)
     
  2. Talentfulde børn (10-15%)
     
  3. De motiverede normal-begavede børn (10-15%)

Motivation og tænkning

At udvikle sig fra et hvilket som helst niveau, kræver, at man føler sig motiveret til at gøre en indsats. På Katrinedals Skole, tror vi på, at læring og faglig udvikling sker bedst ved at have et dynamisk tankesæt. Et dynamisk tankesæt udvikles ved formativ feedback på elevens arbejdsindsats i stedet for på resultatet.

Grundbetydningen af begrebet motivation er: ”begrundelse for,- tilskyndelse til - eller den bevægende årsag til handling”. Motivation i undervisningssammenhæng og talentudvikling handler om, at aktørerne i undervisningssituationen finder mening i læringssituationen og at de ser sig selv, som værende på vej.

Motivation og et dynamisk tankesæt er afgørende for, at eleverne opnår progression i deres faglige og sociale udvikling. Drivkrafterne bag motivation, handler om, at aktørerne har en oplevelse af autonomi og en følelse af at have mestringsstrategier i en given situation, samt at der er et formål med de ting, der arbejdes med. Motivationsfaktoren har ligeledes afgørende betydning for den professionelle voksne omkring eleven. Rammevilkårene, som er de muligheder, der skabes for talentudvikling, er med til at stimulere den indre motivation (viljen og lysten).

Talentindsatsen på Katrinedals Skole skal ramme bredt. Det er både Naturfagligt, humanistisk og praksis/musisk.

I den daglige undervisning undervisningsdifferentierer lærerne, således at også de talentfulde og særligt motiverede elever møder udfordringer. Der arbejdes ligeledes med mindset -baserede strategier.

På skolen arbejdes på tværs af klasser og årgange med for eksempel: Fundraising, kodning, forfatterspirer, matematik på engelsk, It-patrulje, eller udvikling af en fremtidsby. Målet er at elever med særlige interesser, talenter og særlig motivation, får mulighed for at fordybe sig i et område, som de finder særligt interessant. Der iværksættes mindst 2-3 forløb pr. år.

På skolen udbydes 2-3 workshops årligt til mellemtrinnet. Det kunne være skak, robotteknologi, filosofi, forfatterworkshop, sprog o.a.

Elever deltager i diverse konkurrencer fx:

  • DM i Skills/CRAFT
  • DM i fagene
  • De unge forskere

Skolen tilbyder udvalgte elever i udskolingen, med særlige kompetencer og motivation, at deltage ieksterne tilbud, hos skolens samarbejdspartnere på Sorø Akademi –Science talenter og på Nørre Gymnasium.

  • Science talenter: Master classes og camps.
  • Nørre Gymnasium: Junior talent og Yngre talenter.
  • Valghold på fagligt højt niveau–naturfag og humanistiske fag

Udvælgelse af talenter til eksterne tilbud og workshops

Lærerne, der underviser eleverne til dagligt, har et kendskab til den enkelte elevs særlige kompetencer, og vil derfor være den bedst egnede til at identificere talenter blandt deres elevgruppe. Udvælgelse af elever sker i samarbejde med forældre og talentvejleder.

Talentvejleder

Katrinedals Skole har en talentvejlder, der koordinerer og igangsætter talenttiltag på Katrinedals Skole i samarbejde med skolens ledelse og Pædagogisk Læringscenter (PLC). Vejlederens opgave er at sparre med og vejlede lærerene, som har talentfulde elever, herunder at hjælpe med identifikation, undervisningsdifferentiering og handleplaner.